Slår politiske apps på Facebook igennem i denne valgkamp?

..spurgte en journalist fra Computerworld mig. Mit forsøg på et nuanceret svar kan ses i denne artikel:
“Politiske apps ikke gode til at kapre vælgere” – http://www.computerworld.dk/art/113827.

Jeg synes et tiltag som Venstres MINIisteriet er interessant, og jeg har set flere bruge det, også uden at de var klare over, at afsenderen var Venstre.  Applikationen, der reelt er et lille spil, hvor du skal vælge mellem 3 reaktioner eller valg i forhold til politkføring, virker godt, fordi spillet forholder sig meget konkret til politik og medier, og beder folk om at forholde sig til nogle konkrete situationer. Men jeg havde f.eks. ikke personligt lyst til at udstille over for mit netværk, hvor på spektret “rød-blå” jeg befandt mig, da spillet var slut.  Nogle mennesker diskuterer politik på Facebook, men ikke alle, og der skal være mulighed for at eksplicit “udstilling” af ens politiske tilhørsforhold er noget, man nemt kan vælge til eller fra i forbindelse med en applikation, ikke noget man bliver tvunget til.  Facebook er virkelig en “facebook”, og det er vigtigt at huske, hvor centralt det er, at folk selv kan styre hvilket “face”, de viser andre.

Posted in 2011, applikationer, facebook | 1 Comment

Walgblog er tilbage i ny version!

Walgblog har ligget stille siden 2009, fordi Blogger.com, som den tidligere var hostet via, stoppede mulighederne for at opdatere bloggen via FTP. Jeg har derfor skulle finde tid til at flytte bloggen og de gamle blogposts over på wordpress. Det er nu lykkedes og jeg er nu klar til at følge med i og kommentere på politikernes brug af sociale medier i forbindelse med valgkampen 2011!

Posted in information | Leave a comment

Blogstatistik 2005 og 2007

En lille opsummering, hentet fra den gamle version af Walgblog:
06.11.2007:
Antal aktive valgblogs: 249 
06.02.2005:
Antal aktive valgblogs: 53

Valgblogs betyder her blogs skrevet af politikerne selv (altså ikke blogs af supportere, journalister, medieanalytikere os)

Posted in 2005, 2007, blogs, statistik | Leave a comment

Kommunalvalget 2009 og de sociale medier

På grund af generel travlhed og mangel på ressourcer har jeg desværre ikke så meget tid til at beskæftige mig med politikernes brug af nettet og de sociale medier i forbindelse med kommunalvalget 2009, som jeg gerne ville. Men jeg kan dog komme med et par interessante pointers for de nysgerrige:

Århus Universitet, har i forbindelse med et forskningsprojekt ledet af professor Niels Ole Finneman og med deltagelse af bl.a. lektor Jakob Linaa Jensen, offentligtgjort de første tal fra en undersøgelse af danskernes brug af internettet, også i forbindelse med politisk aktivitet. Deres tal viser, at selvom tallet er lavt, bruger et stigende antal danskere også sociale medier i forbindelse med politisk aktivitet, jeg citerer: “andelen af vælgere, der deltaget i politiske aktiviteter gennem sociale medier har (fx Facebook-grupper, MySpace kampagner) er fordoblet fra 5% i 2007 til 10% i 2009.”

Søren Storm Hansen, nloggeren bag den altid aktive blog Dseneste har lavet en interessant “mash-up” tjeneste, der kombinerer DR’s kandidatdatabase med søgning på kandidaternes tilstedeværelse på bla. de sociale medier. Så her kan du se om “din” kandidat også er tilstede på de sociale medier. (hvis nogen har lyst til at hjælpe mig med at gå alle kandidater igennem for at få et samlet overblik, hører jeg gerne fra jer!)

Posted in kommunalvalg, sociale-medier, statistik | Leave a comment

De norske partier og web 2.0

Her op til det kommende norske valg, er det interessant at se hvordan partierne i vores søsterland nu bruger web 2.0. Den norske forsker Øystein Kalnes har i en lang periode fulgt de norske partiers brug af web 2.0 og det er der nu kommet en artikel ud af, der beskriver deres brug af webben frem til maj 2009 – i indledningen til artiklen står, fyi: “The data consists of samples of party activity on Facebook, YouTube and politicians’ blogs, as well as an overview of other types of Web 2.0activity. The data samples have been taken at regular intervals since spring 2007, up to and including spring 2009″

Artiklen med titlen “Political Parties on web 2.0: The Norwegian Case” kan ses og downloades på Scribd.

Posted in 2009, andre-lande, artikel, forskning | Leave a comment

Politikere på Facebook, lidt 2009 viden II

Jonas Erck, specialestuderende på CBS, der skriver speciale om politisk kommunikation og ledelse, har på sin blog en god kommentar til artiklen fra Politiken om politikere på Facebook, som jeg linkede til igår, inkl. flere relevante links til videre læsning i både dansk og engelsk kontekst, i blogposten “Digital undergravning af partierne?”.

Posted in 2009, blogpost, facebook, speciale | 1 Comment

Politikere på Facebook og Twitter, lidt 2009 viden

To interessante aktiviteter, det er værd at bide mærke i:

Lektor på Aalborg Universitet Johannes Andersen har sammen med nogle studerende lavet en undersøgelse af de danske folketingspolitikeres brug af Facebook, beskrevet i en interessant analyse i Politiken “Facebook er politikernes nye ølkasse“.

De kvikke drenge på WeMind har launchet sitet Twittertinget.dk, hvor man kan følge med i updates fra de danske folketingspolitikere, der er aktive på Twitter. På sitet er der også en fin liste over hvor mange, der er aktive fra hvert parti. Her i marts 2009 er det ikke mange politikere der “twitter”, men dem, der er, lader til at være ret aktive.

Posted in 2009, Twitter, forskning, tilstedeværelse | Leave a comment

25 internet sites der er med til at ændre den politiske oplevelse

Via Niels fra Nillers Notesbog, er her et link til websitet Politics online, hvor Radikale.net nomineret sammen med 24 andre sites er nomineret som en af de sites, der “are having the greatest impact on the way the Internet is changing politics.” Og selvom der er flere amerikanske sites bag, er der faktisk sites fra mange steder på jordkloden og sites rettet mod mange forskellige målgrupper. Spændende og inspirerende.

Posted in artikel, information | Leave a comment

Nu ved vi (næsten) hvordan brugerne brugte de sociale medier i valgkampen

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus…Derfor er det også med en vis ydmyghed, jeg blogger her på Walgblog igen, efter – i stil med rigtig mange politikere – ikke at have postet på min valg-relaterede blog siden dagen efter valget.

Grunden til, at jeg ikke har postet så meget, udover travlhed, er at jeg faktisk har brugt en del tid på at få overblik over de mange data, jeg og min forskningsassistent har samlet ind om brugen af blogs. Først og fremmest skyldes tavsheden dog, at jeg herudover i samarbejde med professor Jens Hoff, Københavns Universitet og adjunkt Jakob Linaa Jensen, Århus Universitet, har været involveret i et spændende samarbejde med FDIM (Foreningen af Danske Internetmedier), hvor vi ved hjælp af deres omfattende datamateriale og levende brugerpanel har prøvet at finde ud af, hvordan danskerne rent faktisk brugte nettet under valgkampen.

FDIM har nemlig et stort panel af netbrugere, der frivilligt har sagt ja til at installere et lille stykke tracking software på deres computer. Ved hjælp af det kan man se præcis hvilke websider de besøger. Vi har så forsynes FDIM med en liste på 1270 websider, som vi har samlet sammen og anser for at være rimeligt dækkende for de fleste “politiske sider” på nettet i forbindelse med valgkampen – lige fra mediehusenes valgtemasider, partihjemmesider, over blogs til profiler på Facebook. Herudover har vi udarbejdet et spørgeskema, som er poppet op hos FDIMs netbrugerpanel, omkring nettets betydning under valgkampen og hvad de har brugt det til mere overordnet. Det har 980 mennesker besvaret. Rigtig spændende!

Efter aftale med FDIM har vi ikke offentligtgjort de første resultater af undersøgelsen af det færdige datamateriale (som vi fik adgang til i april måned) før igår – torsdag d. 12. juni, hvor vi – alle tre forskere – præsenterede vores resultater i forbindelse med den første af forhåbentligt mange årlige uddelinger af Mediernes Internetpris.

Jeg blogger mere om resultaterne af undersøgelsen i næste uge, men i dag vil jeg nøjes med at linke til FDIMs pressemeddelse om den rapport, vi i fællesskab har udarbejdet og hvor jeg har et helt kapitel om især netbrugerpanelets brug af sociale medier. I pressemeddelelsen er der et link til selve rapporten, som man kan downloade gratis:

Danske forskere kortlægger politisk netbrug i ny rapport

Idag vil jeg dog afsløre top 10 listen over de mest besøgte sociale websites under valgkampen 2007 (målt ud fra de 370 netbrugere i panelet der faktisk besøgte et socialt website, svarende til ca 24% af de ialt 1570 netbrugere ud af ialt 5080 brugere i panelet, der besøgte en politisk side under valget)):

TOP 10 LISTE – MEST BESØGTE SOCIALE WEBSITES VALGET 2007 (jvf FDIMs panel)
1. “Snemanden smelter” (Radikale, Myspace)
2. Villy Søvndahls blog (sf.blogs)
3. ”Kan jeg finde 100.000 vælgere, der vil af med Anders Fogh Rasmussen” (Facebook gruppe)
4. Hvorfor har vi ingen Zlatan? (Enhedslisten, Youtube)
5. Ida Aukens blog (idauken.dk, SF)
6. Helle Thorning-Schmidts blog (på partihjemmesiden)
7. Helle Thorning-Schmidts Facebook profil
8. – 10. Villy Søvndahls blog på Politiken/ Pernille Bagges blog (SF)/ Findfogh v Tejs Laustsen Jensen (S) / Anders Fogh Rasmussens Facebook profil /Facebook gruppe: ”Kan jeg finde 100.000 der vil ha DF uden for indflydelse?” *

* disse grupper fik lige mange besøgende

Posted in 2007, forskning, sociale-medier, statistik | Leave a comment

Nettet påvirkede 27% af vælgernes kryds, viser Walgblogs egen exit-poll

Gode ideer kommer nogen gange lidt for sent – således også i dette tilfælde: da jeg stod i badet i går morges, slog det mig, at det ku være rigtig spændende at lave en “exit poll”, altså spørge de mennesker, der lige er kommet ud af valglokalet, om deres valgadfærd. Min “exit poll” skulle selvfølgelig prøve at afklare om den politiske kommunikation på nettet havde haft nogen betydning for hvor de satte deres kryds. Så det besluttede jeg mig til at gøre! Jeg fik hurtigt konstrueret et spørgeskema, testet det på par kollegaer og så prøvede jeg selv mellem 17 og 18 (på mit eget valgsted på Østerbro) at shanghaie respondenter, med det resultat, at jeg kun nåede at få spurgt/uddelt spørgeskemaer til 40 mennesker . Så mine tal er langt fra statistisk valide (men dog rimeligt repræsentativt fordelt på mænd/kvinder og aldersgrupper), men jeg synes selvfølgelig, de er interessante som en mulig indikation på hvad nettet har betydet for folks valg:

Jeg spurgte: “Har information, videoer, blogs, netfællesskaber, test el. lign som du har set eller fundet på internettet haft indflydelse på hvor du har sat dit kryds i dag?” Svarmuligheden var (5-punkts Lickert-skala): ingen betydning, lidt betydning, nogen betydning, stor betydning, afgørende betydning.

Jeg fik følgende svar:
29 svarede at nettet ingen betydning havde haft (72,5%)
3
svarede at nettet havde haft lidt betydning (7,5%)
7
svarede at nettet havde haft nogen betydning(17,5%)
1
svarede at nettet havde haft stor betydning (2,5%)
0
svarede at nettet havde haft afgørende betydning(0%)

Jeg spurgte dem også om de havde opsøgt og/eller læst en politikers blog under valget (de kunne her kun svare ja/nej), og det var der faktisk 9 (22,5%) der svarede ja til (inkl. 4 af dem, der mente at nettet ingen betydning havde haft for deres kryds). Det er et noget mere positivt tal end vores undersøgelse i 2005, hvor kun 5%af ca 110 adspurgte danskere havde set en blog eller vidste hvad de var (igår var der ikke en eneste der spurgte mig om hvad en blog var).

Så man må konkludere, at et ret stort flertal af de adspurgte danskere (over 70%) mener at information osv. på nettet overhovedet ingen betydning har haft for deres valg. Samtidig tyder tallene på at næsten 30% af de adspurgte mener at nettet har haft mellem lidt og stor betydning for deres valg - så man må gå ud fra, at de altså aktivt har brugt (og opsøgt) nettet i valgkampen.

Jeg spurgte dem også hvilken type websites, de så på under valget, det vender jeg tilbage til.

Fordelingen på aldersgrupper og køn er iøvrigt:
18-25 år: 9
26-35 år: 9
36-45 år: 8
46-55 år: 8
56-65 år: 6

Den yngste der svarede var 18 og den ældste 65.
17 mænd og 23 kvinder svarede.

Posted in 2007, blogs, forskning, statistik | Leave a comment