tirsdag, februar 13, 2007

Opdateret liste over forskerblogs & lidt om hvad jeg definerer som en forskerblog

Jeg har opdateret listen over forskerblogs og har lige et par kommentarer i den forbindelse:

1) jeg har fjernet de to gruppeblogs Cultunomics og Not a Green Dragon, der var skrevet af forskere og studerende på CBS, fordi disse blogs har været utilgængelige på grund af "server maintenance", ikke et par dage, som der står på sitet, men i flere måneder.

2) jeg har besluttet mig til _ikke_ at tilføje generelle vidensportaler uden personlig afsender (som f.eks. Science & Consciousness Review), og tidsbegræsede blogs til listen, selvom jeg nævner dem i en individuel blogpost. Det skyldes først og fremmest at jeg bliver nødt til at sætte en form for begrænsning for hvad jeg tilføjer for at listen ikke skal eksplodere (jeg får en del henvendelser pt nemlig, hvilket jeg sætter meget pris på).
- Altså: de forskerblogs, der findes på listen, har typisk tydeligt personlige afsendere (f.eks. markeret ved navn på bidragydere i sidemenu-baren, identificerbart navn under det enkelte indlæg eller ved titlen på bloggen) og er ikke tidsbegrænsede (altså, de følger forskerens forskning eller et forskningsfelt over en i princippet tidsubegrænset periode). Bemærk, at jeg kalder det forskerblogs (med en reference til den person, der skriver) og ikke forskningsblogs (med reference til temaet for bloggen).
- Det vil sige, blogs der knytter sig til et bestemt tidsbegrænset projekt som f.eks et kursus eller et korterevarende forskningsprojekt optræder ikke på listen - ikke endnu ihvertfald. Der er selvfølgelig flydende overgange (som f.eks. hypotetisk en personlig blog i tilknytning til et forskningsprojekt, der løber over flere år).

Ovenstående er bare et her-og-nu forsøg på at definere nogle rammer for området, men jeg er meget fleksibel for input og forslag om blogs til listen, som jeg måske slet ikke har tænkt på som (under)genre endnu!