Anatomi af en sorgsnylter: likehuntning på R.I.P sider på Facebook (og en opfordring til den danske presse)

[6.august: Af hensyn til de pårørende som jeg ikke synes skal genereres unødigt af pressen, har jeg fjernet referencerne til de RIP-sider, jeg har tidligere har peget på. Ligesom pårørende, der har lagt eller vil lægge kommentarer fremstår anonymt].
Update 5. august: i lyset af nogle af de oplysninger, jeg fik og fandt frem til i går, er denne post blevet opdateret med flere R.I.P-side referencer og nogle mere sprogligt nuancerede pointer her og der. Det er vigtigt for mig at understrege, at meningen med dette indlæg ikke er, at der skal indledes en heksejagt på sorgsnylteren, den eller de personer, der står bag de R.I.P.sider, jeg skriver om. Det vigtigste er, at almindelige mennesker og nyhedsmedier bliver opmærksom på at “sorgsnyltning” er en praksis, der foregår, og at man skal mere opmærksom på hvad man liker på Facebook. Vi har i Danmark først og fremmest brug for en debat om hvad der er etisk adfærd på Facebook, og hvad vores egen rolle og ansvar er, når andre mennesker forsøger at misbruge Facebooks muligheder
]

Denne blogpost handler om en del af min forskning, der har ført mig ind i en gråzone, hvor det ikke længere rigtig er forskningen, der betyder noget, og hvor etiske hensyn i stedet har taget over. Jeg har derfor valgt at skrive og offentliggøre denne blogpost, fordi jeg synes, det er vigtigt at Facebookbrugere og den danske presse begynder at forholde sig lidt mere kritisk af brugen af R.I.P. sider på Facebook, og fordi jeg i mit studie af brugen af R.I.P. sider i Danmark har fået øjnene op for, hvad jeg oplever som en fundamental uetisk praksis på den danske del af Facebook, som jeg håber denne blogpost måske kan være med til at ændre.

I sidste uge blev liget af en ung kvinde fundet i Sønderjylland. Medierne var hurtigt ude med spekulationer om, at det kunne være liget af Kamilla Hantusch fra netop dette lokalområde, der har været forsvundet nogle uger. D. 30. juli omkring 21.55 blev der oprettet en “community”-side på Facebook, med titlen “R.I.P Kamilla Hantusch”. Flere brugere, herunder en person med tilknytning til Kamilla, var inde og bede vedkommende, der havde oprettet siden om at slette den, da det ikke var bekræftet at den fundne person var identisk med Kamilla Hantusch (det blev først bekræftet dagen efter). Det lavede Dagens.dk faktisk overraskende en historie om. Den person, der har oprettet siden, ignorerede kritikken og lod siden leve, og denne R.I.P-side har i skrivende stund (mandag formiddag 04.08) omkring 6400 likes, og indgår som del af historien om dødsfaldet i denne historie hos MetroExpress. Siden er nu “i konkurrence” med en åben R.I.P. gruppe oprettet af familie og venner af Kamilla.

Det er meget tydeligt, at det igen er “X” der har oprettet denne side (eller “pages” som de hedder i den engelske version). X, eller “sorgsnylteren”, som jeg fremover vil betegne vedkommende, er en person, der i gennem flere år gjort sig til specialist i at oprette siden for unge mennesker, der er døde en tragisk død og som i den forbindelse har fået en del medieopmærksomhed. Herudover står sorgsnylteren bag en række andre sider, som personen forsøger at få så mange likes til som muligt, ikke mindst ved at gøre skamløs og til tider decideret upassende reklame for disse sider på de R.I.P. sider, vedkommende har oprettet. I mindst to tilfælde er sorgsnylterens R.I.P. sider i “konkurrence” med R.I.P-sider med samme eller lignende navn, som familie og venner selv har oprettet.

Sorgsnylterens praksis er, ud fra hvad jeg har kunnet kortlægge, følgende:
1) Såsnart den unge afdøde er rapporteret død i medierne, opretter X en R.I.P side for vedkommende på Facebook med titlen R.I.P [afdødes navn]. På den måde sikrer sorgsnylteren sig at det er lige præcis denne side, der bliver den side, folk bruger, fordi denne side typisk vil være den første R.I.P-side for vedkommende.

2) På sidens coverfoto, bruger X billeder af afdøde/formodet afdøde, der er hentet fra den presseomtale, der har været i nyhedsmedierne forud for dødsfaldet eller billeder, der er hentet fra andre sider på Facebook oprettet f.eks. i forbindelse med eftersøgningen af afdøde. I sidstnævnte tilfælde, er det typisk familie eller venner, der har bidraget med billederne, og disse frit tilgængelige billeder giver sorgsnylterne mulighed for at anvende billeder, der umiddelbart ser “personlige” ud. Generelt formoder jeg, at brugen af disse billeder af personen kan give folk, der besøger R.I.P.siden indtryk af, at sorgsnylteren kendte afdøde og derfor har en legitim grund til at oprette siden.

3) Sorgsnylteren optræder altid anonymt og skriver kun en kort tekst til information om hvad siden går ud på. Sorgsnylteren tilføjer aldrig tekst til “om denne side”, der kunne give nogen fingerpeg om hvem vedkommende er.

4) Selvom familie og bekendte beder sorgsnylteren om at give sig til kende og/eller slette siden, ignorerer X deres ønsker og sletter måske også familiens kommentar fra siden.

5) Der bliver kun postet få posts af sorgsnylteren selv og ofte kun med et budskab om at mindes personen eller lignende. På legitime R.I.P sider (oprettet af familie, venner o.lign) vil der ofte være langt flere posts, der også handler om f.eks. at annoncere begravelser, koordinere indsamlinger, demostrationer el. lign, og der vil måske også være posts, der formidler familiens respons på siden. Så på den måde er sorgsnylterens R.I.P. sider som oftest ret nemme at genkende.

6) Det lader ikke til, at sorgsnylteren udøver nogen form for “community-kontrol” med disse sider. Det betyder, at kommentatorer på siden også kan poste grove, nedsættende eller smagsløse kommentarer i relationen til afdøde eller som kommentarer til andre brugere. (Selvom det bør bemærkes, at langt de fleste kommentarer på disse sider i bedste mening er meget afdæmpede og respektfulde.)

7) På et tidspunkt vil sorgsnylteren poste et eller flere indlæg, hvor X beder folk om at like den følgende side: “Jeg ville ønske kræften selv fik kræft og døde” ligesom R.I.P-siden selv altid har denne side som en favorit, når man kigger ovre i venstre spalte efter information om pågældende “page”s interesser. “Jeg ville ønske kræften.. osv” siden virker, som om den er kernen i sorgsnylterens univers, da der er meget aktivitet herinde. Sorgsnylteren kan dog også bede folk om at like diverse andre af de fan- eller communitysider, X står bag.

Mine undersøgelser og fund fra andre tyder på, at sorgsnylteren indtil videre står bag mindst 15 andre R.I.P-sider for unge døde. Sorgsnylteren står også bag siden R.I.P. Richard Møller Nielsen (fodboldtræneren) og R.I.P Kasper Lynggaard (motorcrosskører, tak til @DitteSondergard for den ref), og jeg er ikke i tvivl om, der er adskillige flere sider oprettet af samme person derude (smid gerne kommentarer, hvis du kender flere).

Tilsammen har disse R.I.P. “pages” frem til i dag fået over 50.000 likes og flere tusind kommentarer, postet af mennesker, der har handlet i “god tro”, da de benyttede siden. Baseret på det store antal likes, disse sider får, og på den måde, afdøde omtales på, antager jeg, at “likerne” og kommentatorerne primært er mennesker, der ikke selv har kendt afdøde, men man kan også finde kommentarer fra venner, og i sjældne tilfælde, afdødes familie på siderne. Jeg har, i forbindelse med et lille forskningsprojekt om folkelig brug af R.I.P-sider, gennemlæst og analyseret over 1000 kommentarer på flere R.I.P. sider, herunder sorgsnylterens sider, og det er tydeligt, at folk kommenterer, fordi de virkelig ønsker at udtrykke sympati med afdødes familie i forventning om, at familien læser med, eller fordi de opfatter siden som en slags officiel kondolencebog. De handler handler altså i “god tro”, selvom R.I.P.-siden måske opleves som utidig indblanding fra den afdøde families perspektiv. Det er ikke mindst derfor jeg har valgt at beskrive sorgsnylterens praksis i denne blogpost. Sørgende familier har ikke brug for også at have en skruppelløs sorgsnylter at slås med midt i bearbejdelsen af deres egen sorg.

Som før nævnt, så benytter sorgsnylteren især af R.I.P. siderne til at prøve at drive trafik til den førnævnte “Jeg ville ønske kræften..” side. Men R.I.P-siderne bliver også brugt til at promovere en fanside for Kevin Magnussen (der har knap 70.000 likes), ligesom underholdningssiden “Tro det eller ej”, samt flere andre mindre sider for sportsstjerner m.v også drives af sorgsnylteren. X står altså bag et helt lille netværk af sider, som vedkommende krydspromoverer ved hele tiden at bede brugere af de forskellige pages om at like (“synes godt om”) de andre sider. Det er uklart, hvad der er motivationen for vedkommende, udover et tilsyneladende stærkt ønske om at få samlet så mange likes som muligt (og dermed en potentiel indtjenning?), uanset hvad midlerne er. Der er givetvis også andre grunde bag (en ny form for trolling? bearbejdelse af egen sorg?), men det må forblive gætværk, da jeg ikke har nogen form for adgang til sorgsnylteren selv. Det væsentlige er ikke at indlede en jagt på personen for at finde ud af hvorfor, men at stoppe praksissen i sig selv.

En vigtig pointe med denne post er imidlertid også, at sorgsnylteren ikke den eneste aktive i den proces, der ultimativt synes at handle om at få flest muligt mennesker til at like disse R.I.P-sider. For det første: Hvis de danske nyhedsmedier ikke havde brugt spalteplads og sendeflade på i detaljer at beskrive eftersøgningen efter en forsvunden, rapportere fra fundet af afdøde, diskutere årsagerne bag drabet osv, ville en R.I.P side næppe i første omgang tiltrække sig nogen interesse hos mennesker, der ikke personlig kender afdøde. (Fra et udelukkende forskningsmæssigt perspektiv, er R.I.P siderne helt generelt som fænomen interessante, fordi de netop er en ny form for offentligt forum, hvor folk kan give udtrykke for den forbigående sorg/sympati/rædsel/vrede/identifikation de oplever i forbindelse med mediedækningen omkring et ungt menneskes ofte dybt tragiske død.)

For det andet, så spiller nyhedsmedierne også en væsentlig rolle for synliggørelsen af sorgsnylterens R.I.P. sider. Mine undersøgelser af medieomtalen af flere af disse R.I.P viser, at nyhedsmedierne som efterhånden etableret praksis dels henviser til eksistensen af R.I.P-siderne som en nyhed i sig selv, samt også ukritisk tager indhold fra disse sider og genbruger som “folkets (eller vennernes) stemme” i deres egne artikler. I nogle tilfælde linker de direkte til den pågældende R.I.P side, hvilket man må formode også er med til at drive endnu flere mennesker til at like og bruge siden. Det er særligt Ekstrabladet og B.T, der bedriver denne form for nyheds”journalistik”, men også Ritzau, lokalaviser, Politiken, DR.dk, har refereret til en eller flere af sorgsnylterens R.I.P. sider (se et eksempel her og her). Så denne post er også en opfordring til journalisterne, der sidder og skriver historier for disse aviser: udøv venligst en lille smule kildekritik, før I ukritisk er med til at promovere sorgsnylterens agenda, ved at skabe synlighed omkring en side, afdødes familie og venner måske helst ville være foruden.

Som skrevet, ved jeg ikke hvem sorgsnylteren er. Men hvis man følger nogle af “Jeg ville ønske kræften…”sidens egne page-favoritter, er der spor, der peger i retning af en bestemt person – nye spor peger muligvis i en anden retning. Det er imidlertid kun én mulighed, og hvis der er noget, man også lærer at at studere R.I.P-sider, så er det, at man ikke skal hænge uskyldige mennesker ud som skyldige, før det er 100% bekræftet. Mit næste tiltag bliver imidlertid at rapportere min mistænkte til Facebook i håbet om, at de kan sætte en stopper for sorgsnylterens praksis, hvis det så faktisk er vedkommende, der står bag. Desværre er det jo tydeligvis en intelligent sorgsnylter, så der er jo intet, der forhindrer vedkommende i blot at oprette en ny profil, og starte forfra og herefter fortsætte sin praksis. OG det er den vigtigste grund til at jeg har skrevet denne blogpost: jeg er nået frem til den konklusion, at kun ved offentligt at beskrive og diskutere sorgsnyltning som praksis kan man forhindre denne sorgsnylter og vedkommendes artsfæller i fortsat at få succes. Både nyhedsmedierne og danskerne selv skal blive bedre til at udøve social medie (= Facebook) kildekritik, når det drejer sig om noget så følsomt som dødsfald og tab. For enhver kan jo, og en eller anden vil helt sikkert, fremover også oprette en R.I.P. side (og ofte i bedste mening), når et ungt menneske mister livet på en måde, der bringer dem i mediernes søgelys. Men det er dog forhåbentlig undtagelsen, at det sker så kalkuleret og tillsyneladende skruppelløst som i de tilfælde, jeg har peget på.

Facebooks egen interesse er først og fremmest brugertrafik og aktivitet, og de kan, trods alt, ikke patruljere alle R.I.P.-sider (selvom man kunne komme langt, hvis det var et krav fra Facebook, at dem, der opretter R.I.P-sider, skal fremtræde med navn og profillink på siden). I sidste ende er det derfor op til den enkelte bruger at vurdere og beslutte, om det er lige præcis R.I.P-side “Y”, der skal have et like. Eller ej. Min beskrivelse af sorgsnylterens praksis kan måske få nogle flere mennesker, til at vælge “ej”, næste gang, de vil udtrykke deres sympati online. Det er i hvert fald mit håb.

Kommentarer og tanker i relation til denne blogpost modtages meget gerne, men jeg forbeholder mig ret til at slette personlige og usaglige kommentarer, såfremt det skulle blive nødvendigt.

23 Comments

abelone glahnAugust 4th, 2014 at 2:20 pm

Tak for en uhyre interessant artikel, som desværre beskæftiger sig med en etik, vi aldrig rigtig har diskuteret. Jeg håber, du får held til at råbe facebook op.
Svært at se, hvad sorgsnylteren får ud af det. Nogle gange må man undre sig over, hvad folk bruger deres tid på. Men der må være et eller andet lukrativt udbytte af anstrengelserne, ellers virker det sygeligt.
Tak også for ordet “snorgsnylter”!
Det er vigtige budskaber til folk om at dyrke kildekritik. Det skal alle blive bedre til.
Abelone

Kristian KnudsenAugust 4th, 2014 at 3:48 pm

Særdeles interessant artikel og thumbs up for ihærdigt detektivarbejde :-)

Lige en hurtig kommentar:
Den tilsyneladende centrale side i spindelvævet hedder “Jeg ville ønske…” og ikke “Gid…” Men det er bare en detalje.

Jeg studser lidt over, at du har fundet frem til en mulig bagmand via sidens egne “likes”. Som jeg ser det er der kun fire sider, og ingen af disse har offentlige personer bag sig. Men han har måske luret, at du var på sporet af ham og slettet nogle af de andre?

Det er vanskeligt at gætte sig til et motiv, men der kan givetvis være forretning i at høste “likes”, som man så kan eksponere for målrettet FB-annoncering, som slet intet har med de øvrige sider i netværket at gøre.

Det kunne være særdeles interessant at undersøge, om den unge mand står opført i CVR-registret som ejer af en eller flere virksomheder. Han kan jo sagtens handle med noget helt andet og slet og ret bruge disse tragiske hændelser til at få en krog i en masse godtroende mennesker, som han så kan målrette sin reklame mod. Jeg ved det ikke. Det er rent gætteri.

AstridAugust 4th, 2014 at 6:13 pm

Hvad med https://www.facebook.com/pages/Smukke-Verden/609728205780498

LisbethAugust 4th, 2014 at 8:15 pm

Ja det er også en af dem, tror jeg!

NinaAugust 4th, 2014 at 9:13 pm

Tak for en vigtig blog og grundig research. Jeg har sendt dig en e-mail med en anden mulig person til din ITU mail (den eneste jeg kunne finde) fordi jeg ikke vil hænge hende ud her.

Jeg fandt gruppen: Kræften tager så mange liv. Bare den selv fik kræft og forsvandt for altid! på https://www.facebook.com/groups/749171681784507/?fref=ts

Den er eget og vedligeholdt af en kvinde. Det er både hende der opdaterer coverbilleder og har tilføjet alle medlemmerne til gruppen.

SørenAugust 4th, 2014 at 9:57 pm

Tak for interessant – og trist – læsning.

Det er jo desværre en af konsekvenserne i det netværkssamfund vi lever i. Det er let at nå mange mennesker, men desværre kan det jo bruges på godt og ondt.

Jeg tænker at der må være et kommercielt formål. Andet giver ikke mening. Nu kender jeg ikke Facebooks strukturer og systemer ifm. likes vs adds osv, men svaret må antageligvis findes deri. Men hvor er det dog en grotesk strategi at praktisere!

Jeg er også helt enig i den manglende kildekritik fra andre medier. EB, BT, TV2 Nyhederne m.fl. er ret hurtige til at henvise til diverse Facebook-grupper, som var det “verdens navle” for nyheder. Forstå mig ret, det er det i visse tilfælde, bare ikke altid (jf. godt og ondt). Desuden er der endnu ikke fundet et “acceptabelt” brugerniveau af sociale medier. Vi – de almene brugere – er, efter min mening, stadig ikke helt kommet os over de muligheder (for opmærksomhed?) det giver, at deltage i alt og intet på Facebook og andre steder. Hvilket betyder, at vi deltager i grupper/likes/kommentarer med emner, som måske havde været bedre foruden… Havde det været en personlig bekendt for mit eget vedkommende, ville jeg foretrække at holde sorgen blandt de relevante – og ikke blandt 4-5.000 tilfældige danskere.

A.August 4th, 2014 at 10:11 pm

Det lyder meget som noget vi oplevede da vi mistede vores søn for 2 1/2 år siden.
Ret hurtigt blev der oprettet en R.I.P side for vores søn, med billede fra ulykkesstedet (der var ingen billeder af vores søn i medierne, men med vores efternavn ville det have været muligt at finde et billede af ham.)
Jeg vidste ikke hvem der havde oprettet gruppen, men tænkte at det måske var en fra hans skole.
Efter ca. 1 år spurgte jeg om jeg kunne få lov at overtage gruppen (der var ingen aktivitet på gruppen, hvilket jeg var glad for) og det fik jeg lov til. Vi skullle dog være venner, for at jeg kunne overtage.
Jeg ved at det var en kvinde og at hun ikke boede i nærheden af os eller hvor vores søn døde, hvilket undrede mig.
1 mdr. efter at jeg overtog siden, slettede jeg den.
Jeg har ikke tænkt så meget på det før jeg læste denne her artikel, men husker at der netop blev lagt link på siden til den side med kræften, hvilket jeg også var forundret over, eftersom vores søn ikke døde af kræft, men blev dræbt i trafikken.
[LK: A. har ønsket at være anonym - og jeg oplyser ikke hendes navn]

LisbethAugust 4th, 2014 at 10:34 pm

Kære A., mange tak for at dele din historie med mig (og læserne af indlægget). Det giver jo interessante nye oplysninger. Jeg er glad for at høre, du kunne få lov at overtage siden uden problemer, og at I ikke oplevede oprettelsen af den som alt for provokerende. Jeg har på fornemmelsen, at mange pårørende, der har oplevet “sorgsnylteren” på spil måske har tænkt ligesom jer: at det er en bekendt eller lidt fjern ven, der opretter siden.. De bedste hilsner og tanker, Lisbeth.

Anette DamgaardAugust 5th, 2014 at 7:34 pm

Hvor er det dog en yderst interessant artikel. Virkelig godt arbejde!
Jeg sad selv med tanken; “hvad får denne ‘sorg-snylter’ dog ud at oprette alle de mange RIP-pages”. Selvfølgelig kan hans/hendes forhåbning om flere likes til de egentlige pages (Kevin Magnussen og underholdnings-pages) være det egentlige mål, men der må også ligge en form for tilfredstillelse i opmærksomheden på de mange oprettede RIP-pages. Det kan godt være, at personen bag de mange pages ikke kan stå frem i rampelyset, men tilfredsstillelsen ligger lige præcis i opmærksomheden, som pagen får blandt dens mange aktive brugere, foruden når medierne selv refererer til pagen i deres arbejde. Og det er det! Opmærksomheden på de sociale medier og blandt medierne er nok. I min optik lyder det til at være en harmløs fan, der har udviklet sig til at være et hungrende like-my-page-monster. Skræmmende fetich!

SAugust 6th, 2014 at 7:11 pm

Ja. Vi oplevede det samme, da min søster og hendes veninde døde for 4 år siden. En Hvil i fred ***** og **** …gruppe blev oprettet. Og Manden bag, var for mig ukendt. Jeg var kort tid medlem af gruppen, og kunne nu lige se ved en søgning, at kun 4 medlemmere er tilbage. Og ikke vedkommende, der har oprettet den.
Det er skræmmende!

LisbethAugust 6th, 2014 at 8:02 pm

Kære S, tak for også at bidrage med din historie. Det er interessant (men netop også lidt trist) at høre, at denne praksis i diverse versioner har fundet sted over længere tid :( .

Hanna Ella SandvikAugust 6th, 2014 at 9:00 pm

Jeg tror overhovedet ikke det kun er én person der gør det. Jeg tror faktisk desværre det er et udbredt fænomen. I sidste ende burde det jo kun være familie og nære venner, der opretter sider og grupper. Men i virkeligheden er der mange der gør det – primært ikke af ond vilje eller for at tjene penge på det. Jeg tror bare mange desværre lever deres liv lidt for meget gennem de sociale medier, følger kendte og politikere og føler et særligt bånd til folk fra nyhedshistorier. Jeg har arbejdet i politik i mange år og har oplevet mange menneskers udstrakte hænder til de folkevalgte og tit måtte tage mig af misforståede henvendelser (b.la. én om en borgers hamster, der ikke kunne komme til dyrlægen), ondskabsfuldheder men også folk der blot ville tæt på. Mange oprettede for eksempel illigetime fangrupper/sider fordi de følte et særligt bånd til en bestemt poltiker.

LisbethAugust 6th, 2014 at 9:46 pm

Hanna Ella, tak for din kommentar og for at dele dine oplevelser :) . Det er givetvis et udbredt fænomen, at folk der ikke personligt kender en politiker eller “kendis” opretter en fanside, R.I.P-side eller måske endda hade-side for vedkommende, og vi mangler i den grad forskning i hvordan parasocialitet (at man føler man kender nogen fra medierne, man faktisk ikke kender) udleves og måske også forstærkes af sociale medier. Hvad der har undret mig i dette tilfælde er koblingen mellem nyhedshistorier om oprindeligt helt ukendte privatpersoner, og oprettelsen af R.I.P-sider for disse. At disse sider oprettes af “fremmede” og ikke familie og venner, tror jeg stadig er et mere sjældent fænomen, men det er sandsynligt, at flere “fremmede” har oprettet R.I.P-sider for afdøde de ikke kender i de syv år, Facebook efterhånden har været udbredt i DK. Hvis, vil jeg dog tro (uden at have undersøgt det), at de så måske gør det én gang for en person, de føler en særlig (måske imaginær) tilknytning til. I den “case” jeg beskriver, har nogen eller nogle systematisk oprettet en masse forskellige R.I.P-sider, og det er usædvanligt tror jeg. Jeg er i hvert tilfælde ikke stødt på faglitteratur, der beskriver lignende sager.

[...] Lisbeth Klastrup fra IT-Universitet i København advarer i et blogindlæg mod en kynisk praksis, der er opstået på Facebook omkring unge menneskers tragiske dødsfald. [...]

Anja PatulskiAugust 7th, 2014 at 8:12 am

Kære Lisbeth,
Puha – tak for indlægget. Jeg “glæder” mig til opfølgning om emnet, hvis en sådan kommer. Glæder mig fordi det er interessant, og i anførselstegn fordi det er et trist emne.

[...] Gæsteindlægget er skrevet af Lisbeth Klastrup. [...]

JesperAugust 7th, 2014 at 2:34 pm

https://www.facebook.com/pages/Missing-People-Denmark/367261036715700?sk=timeline

Der er et ret tydeligt sammenfald på mange af de side som peger i samme retning

FinnAugust 7th, 2014 at 10:11 pm

Meget interessant research du har lavet!
Jeg arbejder til dagligt med overvågning af svindel og misbrug, dog indenfor et helt andet område, alligevel har din research min interesse.
Hvis du (og andre interesserede) googler: “facebook side til salg”, så finder du nok hurtigt ud af, hvad hovedformålet med disse sider er.
Facebook kan ikke stoppe dette. Det kan kun vi forbrugere. Og der er to metoder, og gerne begge dele:
1) Lad være med at “synes godt om” at nogen er død – det giver faktisk heller ikke mening.
2) Lad DR Kontant gå til bunds i sagen så vedkommende kommer på landsdækkende TV, samtidig med at seerne lærer om facebooks “mørke side”.

LisbethAugust 7th, 2014 at 11:25 pm

Hej Jesper, ja denne side lader også til at være en del af netværket!

LisbethAugust 7th, 2014 at 11:29 pm

Tak Finn, for din kommentar! Jeg har lige prøvet at Google med nogle af de søgeord, du foreslår og det er interessante ting, der kommer frem.
Mit formål med dette indlæg og div optræden i pressen har netop været at skabe offentlig synlighed omkring fænomenet så folk bliver mere opmærksomme på hvad de “liker”. Der skulle komme et indslag i TV-Avisen inden for den næste uge, der også beskriver denne case, og som måske derved kan være med til at oplyse seerne!

Tine FærchAugust 8th, 2014 at 9:13 pm

Hej Lisbeth.
Det er virkelig positivt du sætter spot på dette fænomen i din forskning. Som du selv nævner kan der være flere motiver bag adfærden, der ikke direkte er kommercielle men snarere sociale eller psykologiske. Det, jeg tænker er, at “sorgsnylteren” kun har held med sit foretagende på grund af andre, lige så problematiske fænomener der knytter sig til brugeradfærd på Facebook. Når det gælder sorg over tabet af en, man holder af, kan jeg godt sætte mig ind i, at nogle vælger Facebook til at bearbejde og udtrykke dette tab. Mit indtryk er blot at mange foretrækker andre måder at håndtere det på end i fuld offentlighed på Facebook. Fair nok. Jeg syntes derimod det er fair at stille spørgsmålstegn ved optagetheden af fremmede menneskers ulykke, uagtet om det begrundes som udtryk for sympati. For det syntes langt at foretrække at beskæftige sig med eksistentielle temaer som død, tilfældighed, magtesløshed og smerte på tryg afstand ude i andre, gennem den vikarierende identifikation som Facebook skaber med billeder og historier. Den “pseudoidentifikation” som Facebook og andre sociale medier leverer, er vel kun så vellykket fordi den ikke alene tilfredstiller nysgerrighed og allehånde følelsesmæssige behov, men fordi det opleves som langt mere omkostningsfri end et virkeligt forhold ude i verden. Vores egen dødelighed er næsten et af de mest skræmmende temaer der findes for det moderne menneske, og der syntes at blive tilbragt megen tid på at undgå at se det faktum i øjnene vi alle skal herfra. Og sjældent selv bestemmer hvornår. Det er tabu. Mennesker som har mistet deres nærmeste, bliver mindet om dette når store dele af deres omgivelser trækker sig og lader dem alene til sorgen af ren “høflighed”. Det er hverken rart at se på eller være i og få ved, hvad de skal stille op. Så hellere holde sig væk. Jeg syntes der er et reelt misforhold mellem hvordan danskerne ofte forholder sig til døde og døden i vore egne relationer og så hvordan vi forholder os til vildt fremmede menneskers skæbne på Facebook. På Facebook kan man beskæftige sig med døden på afstand i en udvandet form der kan kontrolleres og lukkes ned, hvis den nogensinde bliver for ubehagelig eller kommer for tæt på. Det er jo en lidt mindre menneskekærlig grund til at like RIP-sider end blot ønsket om at udtrykke sympati for det efterladte. I min optik er det helt fint at vi gennem de sociale medier har mulighed for at engagere os i andet en os selv og vores lille verden, men jeg ville ønske der var mere kritisk selvreflektion omkring motiverne bag dette. Jeg tror ikke det er så omkostningsfrit som det fremgår…..

JesperAugust 11th, 2014 at 11:27 am

Personen bag disse sider har været inde og “rydde op”, blandt andet kan man ikke længere se hvem der står bag siden jeg linkede til længere oppe – det er fjernet, ligesom mange af de kommentarer der kom på de mange sider i netværket også er slettet – og uden at kommentere på “anklagen”.

JeanetteAugust 12th, 2014 at 6:39 pm

Spændende, interessant artikel, grundig og saglig og belyser et emne som er super aktuelt. Gråzonen, som der endnu ikke er noget lovpraksis omkring, og da jeg helt og aldeles har opgivet et medierne skal udvise etik, så er det tilbage til udbyderne af de sociale platforme hvor vi skal forvente etisk ansvar. Tilsyneladende blev Rom ikke bygget på en dag.

Kunne det tænkes at sorgsnylteren omtalt her, simpelhen bare tjener penge på den trafik han skaffer, at motivet faktisk ikke er andet end det?

Leave a comment

Your comment