Hvad forskningsfrihed betyder for mig…

UK summary:  Following my participation in a panel debate at my local university about freedom of research, this post is a write-up of the presentation I gave during the panel, and the points I made, including: you can regard freedom of research from three perspectives (amongst others): 1) freedom to decide what you research 2) freedom and time to think about your research, and to not think of your research as a commodity 3) freedom to choose through which publication channels you want your research disseminated

I fredags var jeg som en af to forskerrepræsentanter for IT-Universitetet (ITU) inviteret til at sidde i et panel af politikere, der var inviteret ud til ITU for diskutere og debattere forskningsfrihed med stedets ansatte (både forskere og øvrigt personale). Panelet var initiereret af vores akademiske råd, der syntes en debat som denne kunne være en god måde at kickstarte vores interne evaluering i forbindelse med den evaluering af universiteterne, som videnskabsministeriet har iværksat. Evalueringen skal blandt andet være en opfølgning på universitets- og sektorsforskningsfusionerne i 2007, og den skal også (mere uofficielt?!) tage temperaturen på forskningsfrihedens vilkår i universitetssystemet efter indførslen af den nye universitetslov i 2003.

I panelet deltog Malou Aamund fra Venstre, Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Søren Damgaard fra IT-brancheforeningen skulle også have været med på langdistance, men måtte udgå pgra lydproblemer.  Men de tilstedeværende fik en spændende debat ud af det, og der var, måske overraskende, ikke de store uenigheder mellem politikerne og ”os” i forhold til nogle af de problemer, der er med den nuværende financering af forskningsmidler, som diskussionen uundgåeligt kom ind på. Alle paneldeltagerne skulle komme med et oplæg som kickstart på debatten. Her er til information, og måske yderligere debat?, mit oplæg i en lettere tilpasset og skærpet form:

Mit oplæg om forskningsfrihed
Som humanistisk forsker synes jeg, det er vigtigt at nuancere begrebet forskningsfrihed og pege på nogle forskellige perspektiver, man kan anlægge på begrebet. De følger her:

1) Forskningsfrihed er retten til at bestemme hvad jeg som forsker vil forske i
Denne forståelse opfatter jeg som den traditionelle, ”konsensusbaserede” opfattelse af hvad forskningsfrihed er, altså retten til frit til at forske i lige præcis de områder og emner jeg har lyst til , hvilket altså indebærer, at der ikke er nogen, som f.eks. min ledelse, der ovenfra dikterer hvad jeg skal forske i. Hvad denne form for forskningsfrihed angår, så oplever jeg faktisk til hverdag ikke personligt, at der fra min ITU ledelses side bliver lagt nogen bånd eller begrænsinger på, hvad jeg må forske i – tværtimod oplever jeg en ret stor grad af åbenhed overfor de forslag og interesser, jeg har. 

Men jeg oplever nogle strukturelle og økonomiske begrænsninger, når jeg skal ud og hjælpe med at få eksterne penge hjem til  min institution, en aktivitet, som ITU i lighed med andre universitetet har forpligtet sig til  i deres resultatkontrakt. Det kan ikke siges ofte nok: når f.eks. en større og større del af forskningsbevillingerne bliver lagt ud i strategiske puljer, så er det altså et problem, når de emner man inviterer til at søge indenfor i disse puljer _ikke_ er orienteret mod de humanistiske fagområders  mere afsøgende og spørgende tilgang til verden, men i høj grad er orienteret mod på forhånd definerede og meget konkrete temaer. Dog med en enkelt undtagelse: hvis man kan putte ordet ”innovation” eller ”bruger-dreven” ned over det jeg gør eller vil gøre, så har jeg måske en chance, men forskning i innovation og bruger-dreven produktudvikling etc er altså kun en meget lille del af den forskning, jeg er interesseret i og gerne vil bedrive.

Problemet med den strategiske forskning er, som en af mine kollegaer skarpt påpegede, da jeg spurgte om input til dette oplæg, at ”strategisk forskning i høj grad iværksættes på baggrund af prædefinerede spørgsmål, mens fri forskning i høj grad handler om at stille de rigtige spørgsmål – på det rigtige tidspunkt. Og om at nogle gange finder man ikke nogle svar (= værdi i sig selv), og nogle gange ikke de svar, man havde søgt (strategisk) efter. Hvis man ved, hvad man leder efter, ser man måske ikke andre ting, der kunne findes … Derfor tror jeg, at fri forskning (i massevis) er en forudsætning for at drive strategisk forskning. Ellers ville man ikke ane, hvilke spørgsmål, man skulle stille.”

At udefrakommende personer skal definere hvad de tror er det mest ”hotte” eller ”værdiskabende” at forske i lige nu, kan opfattes dels som en mistillidserklæring til min personlige kompetencer som forsker i mit felt, og dels som en misforstået opfattelse af hvad det er der, der skaber de nye og originale resultater inden for forskningen.

2)  Forskningsfrihed er friheden til at vælge _hvornår_ man forsker og hvordan man tænker om sin forskning.
Hermed mener jeg, at vi som forskere i stigende grad, som en effekt af blandt andet ministeriel politik og den nye universitetslov, underlægges en ”virksomheds- og produktivitetstænkning”, hvor det hele tiden handler om at levere målbare og konkrete resultater, som kan indgå i netop resultatkontrakter, virksomhedsregnskaber, indrapporteringsskemaer osv.  Det kan ikke siges tit nok: ET UNIVERSITET ER IKKE EN VIRKSOMHED OG BØR IKKE DRIVES SOM EN VIRKSOMHED, selvom jeg, vil jeg gerne understrege, samtidig mener, at det er en god ting at tage ansvar for sin ”butik”, for ledelsen af den og for det ”output” i form af kandidater og forskning, vi som universitet er forpligtet til og bør være forpligtet til at levere.

Men en alt for firkantet virksomhedstankegang har meget negative konsekvenser for den måde, jeg tænker på min forskning og for den sags skyld, også min undervisning på. Jeg har ikke lyst til at tænke på mine studerende og deres produktion i form af tal (læs. STÅ-produktion), jeg hurtigst og nemmest muligt skal levere, for at jeg kan få fred og ”forskningstid”. Krav om stigende ”produktivitet” på både undervisnings- og forskningsfronten, samt afrapporteringen af denne, og det stigende pres på at skrive ansøgninger, hvori jeg skal formulere min forskning på den der sexede måde, der gør jeg kan få penge (jvf punkt 1), hvorefter, i det tilfælde, jeg får pengene, jeg skal bruge en del tid på at afrapportere og forklare hvordan jeg bruger dem…, alle disse faktorer er dræbende for den mentale ro og fokus, man som forsker har brug for for at sætte sig ned og tænke nyt. God forskning bedrives ikke i et ledigt pusterum onsdag eftermiddag og fredag morgen. Forskningsfrihed betyder også forskningro og retten til at tænke om sin forskning som noget andet end en vare eller et målbart produkt (“viden”, “erkendelse” og “dannelse” er langt mere opmuntrende som mål…)

3) Frihed til at vælge gennem hvilke kanaler og hvornår jeg vil publicere min forskning
Forskningsfrihed handler for mig også om friheden til at vælge gennem hvilke kanaler, jeg vil formidle og dele den. Jeg er bekymret over hvad den omsiggribende ”bibliometriske” måling af vores ”forskningsoutput” vil føre til.  Det kommer til at gøre en forskel, hvis og når alle forskere liner op i kø for at få udgivet deres forskning i niveau 2 tidsskrifter for at få ”point” (det såkaldt bibliometriske system vil blive brugt som målestok til at tildele forskere point alt efter hvor de publicerer henne), fordi disse tidsskrifter uundgåeligt vil få en endnu større magt og jo altid selv vil være underlagt nogle akademiske dagsordener/retninger som bla. er definereret af dem, der redigerer tidsskrifter. Jo længere ”kø” til et tidsskrift, jo længere bliver review-processerne og jo længere tid, vil der gå, før en artikel evt. bliver publiceret. Det forskningsbibliometriske system risikerer altså at føre til en forskningskultur, hvor det der publiceres udelukkende er  en tilbageskuende forskning, der beskriver for længst gennemførte projekter på en måde, der ”pleaser” de journals, der er pointgivende.

Men det er ikke sådan jeg ønsker at tænke eller planlægge min forskningformidling. Forskningsfrihed er for mig også retten til at publicere ”work in progress” og tage på konferencer, der pgra af deres profil (som f.eks. den årlige ”Internet Research” konference, jeg selv har chairet – og som ikke udgiver papers i ISBN-registrerede Proceedings, fordi den også er ”work-in-progress” orienteret ) ikke kan blive indlemmet i det bibliometriske målesystem. Det er typisk de konferencer,  hvor jeg får inspiration og møder ”toppen af poppen” inden for mit fagområde, det er der jeg får de nye ideer, altså oplever den tankens frihed og sparring, der kan drive min forskning fremad.

At snævre bibliometriske målesystemer kan give problemer dokumenteres også i disse papers:
Peter Weingart: Impact of bibliometrics upon the science system: Inadvertent consequences?
Universities UK: The Use of Bibliometrics to measure research quality in UK higher education institutions

Så for at opsummere: når vi diskuterer forskningsfrihed, er det ikke væsentligt at diskutere, hvad forskning er, eller at bruge krudtet på at retfærdigøre, at forskning er nødvendig, for det tror jeg. vi alle er enige om. Jeg tror heller ikke det fornyer debatten, blot at hævde at vi vil have forskningstid i snæver forstand (for vil forskere ikke altid have mere tid til at forske?). Jeg vil i stedet argumentere for, at vi tager hul på en mere nuanceret diskussion af hvad det egentligt er, vi forstår ved ”frihed”, og hvad det i dagens Danmark er for strukturelle, institutionnelle, økonomiske og politiske rammer, der begrænser, definerer og  iscenesætter den inden for det felt, der kaldes forskning.

Links til steder, hvor forskningsvilkår og forskningsfrihed debateres af forskerne selv:
Bloggen Forskningsfrihed?
Humanistisk Forum